Jaxicloud

Tracking er ikke nok: de vil ændre spillet i flådestyring

I en ny artikel fra Lastbilmagasinet sætter Jaxicloud Fleetmanagement fokus på udviklinen inden for flådestyring – og hvorfor klassisk tracking ikke længere er tilstrækkeligt.

Artiklen beskriver hvordan data, sikkerhed og AI i stigende grad smelter sammen, og hvordan fremtidens løsninger skal være mere intelligente og brugervenlige.

Hos os arbejder vi netop med at gøre data mere tilgængelig og overskuelig gennem et fleksibelt og brugertilpasset frontend, så den enkelte bruger får maksimal værdi.

Læs hele artiklen herunder:

Lastbilmagasinet marts 2026, tekst af Rasmus Grønvig Haargaard

Flådestyring-veteran ser et marked i opbrud, hvor data, sikkerhed og AI smelter sammen – og hvor klassisk tracking ikke længere er nok

Efter mere end 25 år i telematikbranchen mener Brian Clemens, at flådestyring står midt i et skifte. Et skifte, hvor GPS-tracking alene ikke længere gør det – og hvor vognmænd i stigende grad efterspørger overblik, sikkerhed og konkrete driftsværktøjer i én samlet løsning.

– Jeg har arbejdet med tracking siden 1999, og det er noget helt andre krav og behov i dag, siger Brian Clemens.

I dag er han stifter og medejer af Jaxicloud Fleet Management, som vil positionere sig i den udvikling, hvor data ikke bare samles – men bruges aktivt til at styre forretningen.

Fra flådestyring til ‘intelligence’

Ifølge Brian Clemens er betegnelsen flådestyring i virkeligheden blevet for snæver.

– Vi kalder det ikke flådestyring, vi kalder det ‘intelligence management system’.

Bag formuleringen ligger en ambition om at samle en lang række funktioner i én platform. Ud over klassisk tracking handler det om alt fra tyverisikring og chaufførsikkerhed til tachografdata, dæktryksovervågning og planlægning af kørslen.

– Det er meget mere end bare flådestyring. Det er nogle værktøjer i en all-in-one-løsning til vognmænd til billige penge.

Netop den brede tilgang er også noget af det, der har vakt interesse hos større aktører i branchen.

– Der er ikke andre, der kan de ting, vi kan, lyder det fra Brian Clemens.

Samarbejde med stor vognmand

Et møde på transportmessen i Herning blev startskuddet til et samarbejde med Alex Andersen Ølund A/S i Odense, som i dag både bruger systemet og er medejer.

– Vi havde noget spændende flådestyring, og de kunne se mulighederne i den måde, de kunne trække data ud af vores system.

Samarbejdet afspejler en tendens i markedet, hvor transportvirksomheder i højere grad involverer sig i udviklingen af digitale værktøjer – ikke mindst for at få løsninger, der matcher den daglige drift.

Et marked i bevægelse

Hos Jaxicloud peger man på, at udviklingen går fra simpel overvågning til mere avancerede, datadrevne platforme. Her kombineres data fra køretøjer, sensorer og systemer, så de kan bruges til alt fra at forebygge ulykker til at optimere brændstofforbrug og håndtere el-lastbilers batteridata.

– Der sker virkelig noget inden for telematik i de her år, fastslår Brian Clemens.